Der er skrevet mange artikler og forskningsafhandlinger om Hee kirke gennem de sidste 150 år på grund af kirkens særpræg. I disse kan man læse om byggestilen, mønstrenes kunstfærdighed og den smukke ornamentering.
Blandt andet har P. Storgaard Pedersen skrevet en udførlig redegørelse, som er gengivet i ”Hardsyssels Årbog 1912”. Ligesom Kr. Susgaard har skrevet meget i bogen ”Hee Sogn”.
I Trap Danmarks beskrivelse fra 1965 står der: ”Hee kirke er en meget anselig kirke, der er et af landets ejendommeligste og mest betydningsfulde bygningsmonumenter fra romansk tid. Den har været herredskirke og vistnok viet til Vor Frue (Jomfru Maria).”
Kirken er bygget af kvadre, der er hugget ud af granit og gnejs, som isen fra istiderne har skubbet med sig fra Norge og Sverige og efterladt over et meget stort område.
Det er ikke staten eller kongen, der har bekostet opførelsen, men befolkningen og måske en stormand, som med egen arbejdskraft og økonomisk formåen har stået for byggeriet.
Efter enorme besværligheder med at finde, og om vinteren på den hårdtfrosne jord slæde, sten til byggepladsen, samle penge, finde og måske især vente på en virkelig dygtig stenmester, som med sine huggesvende tilhuggede stenene og byggede kirken, stod Hee kirke efter sandsynligvis mere end 100 års forberedelse og arbejde færdig omkring år 1140.
At de har gjort sig umage kan ses af, hvor smukt hver kvadre er færdiggjort. I modsætning til næsten alle kvaderstenskirker er stenene i Hee kirke tilhugget på alle 6 sider altså også den side, som vender indad.
Arbejdet for beboerne bestod sandsynligvis også i at nedbryde en gammel trækirke, som i omkring 300 år havde stået lige ved siden af, hvor der nu blev bygget.
Denne har sikkert erstattet de før så hedenske beboeres offerplads. Måske først et hørg, som var et stenalter under åben himmel og senere et hov, der var et afgudshus af træ.
Fra gammel tid har landet været inddelt i herreder, hvor Hee ligger i Hind (Hing) herred.
At kirken blev så stor og rigt udsmykket skyldes, at den var herredskirke. Det vil sige, at den lå i forbindelse med herredets tingsted.
Midterrummet i Hee kirketårns 1. etage var opbevaringssted for herredets arkiv.
På tingdagen samledes folk fra hele herredet, og en tingdag begyndte altid med en gudstjeneste. Derfor måtte tingkirken have en anselig størrelse for at kunne rumme de mange mennesker, også selv om alle måtte stå op, da der ikke fandtes stolestader.
Selv om kirken gennem århundrederne har været udsat for forfald og nødtørftige reparationer, er den nu ført tilbage tæt på sin oprindelse og fremstår som en meget flot kirke med et smukt kirkerum.
Det ganske særlige ved Hee kirke er Tårnet, der oprindeligt går tilbage til romansk tid. Tårnet er bygget efter et andet mønster og med større kunstfærdighed end skib og kor, og man mener, at tårnets bygmester også har været med til at bygge Ribe Domkirke, da der er mange ligheder.
Læg mærke til tårnets indgangsportal. Her kan man se den kunstfærdighed, hvormed der er arbejdet. På begge sider findes smukt formede søjler, der er smykket med blade og omkranset af fine perlebånd. Den halvrunde overligger er smykket med to løver med en monstrans mellem sig.
Andre steder på kirken findes flade murpiller, slanke søjler, smukt formede kragsten og under tårnets halvtage ses vindøjer, som er udhugget hver for sig i en enkelt sten.
Oprindelig var kirken ikke bygget med tårn, idet dette først er opført omkring 50 år senere.
Derimod var der på kirkeskibets sydvestlige side en mindre og forholdsvis smal tilbygning. Det var våbenhuset, som var mændenes indgang, hvor de måtte lægge deres våben, inden de trådte ind i kirkerummet.
Efter tårnet blev bygget, taler sandsynligheden for, at mændene er begyndt at bruge denne indgang i stedet. Her var lettere adgang, når man bar sine våben, og tårnrummet havde bedre plads til at lægge disse fra sig, så man hurtigt kunne få fat i dem, hvis det skulle blive nødvendigt.
I den nordvestlige side var indgangsdøren for kvinderne. Den blev tilmuret engang efter reformationen i 1534, men man kan stadig se, hvor den har været.
Sandsynligvis et par hundrede år efter kirkens opførelse blev der tilbygget et sakristi på korets nordøst side, fordi det skulle være i nærheden af alteret. I sakristiet opbevaredes kirkens hellige bøger og kar. Desuden var det præsteværelse og blev brugt til skriftemål.
På vestsiden af tårnet kan man se ansigterne på de trolde, som man mener, byggede Hee kirke.
Det siges, at kirkerne i Hee, Rindum og Gammel Sogn på Holmsland blev bygget samtidig af tre trolde og deres koner. De indgik væddemål om, hvem der blev først færdig.
Troldene i Hee var næsten lige så høje som tårnet, og de kunne derfor holde øje med, hvor langt de andre kom med byggeriet. Da det stod klart, at troldene i Hee ikke kunne følge med de andre, fyldte troldefar sine handsker med jord og kastede dem mod de to andre kirker. Den ene faldt lige øst for kirken i Gammel Sogn, den anden lige vest for kirken i Rindum, og begge steder ligger endnu resterne af handskernes indhold som store jordvolde.
Da de to andre troldepar kunne melde, at byggeriet var færdigt, blev troldene i Hee så arrige, at de sprængtes i stumper og stykker, og hovederne borede sig ind i kirketårnet.
I 1461 lod Peder Skram, der dengang ejede kirken og herregården Voldbjerg syd for Hee, våbenhuset nedbryde, og på stedet lod han opføre kirkens første større sideskib (det sydvestlige).
Han lod sideskibet indrettet til et flot gravkapel for sig selv og sin familie.
Kapellets gulv blev hævet cirka 40 cm. over kirkens gulv. Lyset faldt ind gennem et stort aflangt vindue foroven midt i rummet. Væggene blev hvidtet og en dygtig maler sat til at dekorere dem med kalkmalerier.
Adgangen til gravkapellet var naturligvis gennem kirken, hvor der blev opsat et tralleværk (lodret gitter), som foroven var prydet med en række jernspyd med modhagere, mellem kirken og kapellet.
I en bue mellem kirkerummet og kapellet lod han indmure et monstransgemme, hvori der opbevaredes en beholder af ædelmetal med alterbrød. Uden på gemmet blev malet en monstrans og indskriften: Ecce panis angelorum (Se englenes brød). Indvendig på gemmets dør blev malet et billede af Kristus med et neg og en vinranke i hænderne. Desuden fik Skram naturligvis malet sit slægtsvåben; en enhjørning hvorunder der står H: P.S., samt sin hustru, Ellens, slægtsvåben; 3 krager og F: E.K..
Bogstaverne står for Hr. Peder Skram og Fru Ellen Krag
Dette monstransgemme samt det originale tralleværk kan stadig ses i kirken.
Ellen Krag og Peder Skram var bedsteforældre til den danske admiral Peder Skram, som ledede den dansk-norsk-svensk-preussiske flåde i Grevens Fejde i 1530’erne.
Peder Skram lod kapellet opføre, for at der kunne holdes sjælemesser for blandt andet hustruen Ellen, som lige var død 60 år gammel. Hendes kiste blev indsat i kapellet, hvor også han selv blev bisat ca. 5 år senere.
Foruden vægmalerierne lod han rummet udsmykke med en dobbelt figurgruppe med baldakin flankeret af to vældige hjortegevirer alt sammen udskåret i egetræ. Den ene figur forestiller Sct. Anna med Jomfru Maria og Jesusbarnet. Den anden forestiller den hellige Barbara afbildet ved et tårn, som hun blev indespærret i. (Denne dobbeltfigur findes i dag på Nationalmuseet.)
Ellen og Peder Skram havde en særlig tilknytning til Hee kirke.
Som unge nygifte overtog de godset Voldbjerg efter hans far, Christen Skram, men kort efter måtte Peder aftjene sin ledingspligt i kongens hær. I lang tid så de to unge ikke noget til hinanden, men på et tidspunkt var ledingshæren kommet så tæt på Hee, at Peder ikke kunne vente længere. En nat i ly af mørket sadlede han sin hest og jog mod Voldbjerg. Ingen havde set ham, og han og Ellen fik nogle få lykkelige timer sammen, før han inden daggry måtte være tilbage i lejren.
Uheldet ville, at under det korte besøg var Ellen blevet gravid. Det satte hende i en forfærdelig situation, for hvis hun fortalte, at Peder havde været på besøg, ville han blive straffet med døden for desertering, og hvis hun ikke fortalte det, ville det være en uafvaskelig vanære, at hun skulle føde et uægte barn.
I sin kvide søgte hun hjælp hos præsten, som rådede hende til at tage ophold i kirkens to tårnkamre sammen med en trofast tjenestepige, der kunne hjælpe hende, når tiden kom.
Fru Ellen fødte sin søn og boede i de to små rum i fire sommermåneder, indtil hun fra tårnvinduet en dag så en skare krigere ride ind på Voldbjerg. Som så mange gange før, hvor hun havde håbet, at det var hendes mand, der kom hjem, sendte hun tjenestepigen af sted og ønskede, hun ville komme tilbage med godt nyt. Hun fulgte pigens løb den kilometer, der var til godset, og så kort efter en rytter kommende galoperende ud af gården.
Allerede på afstand kunne hun genkende sin mand, og skyndte sig ned ad trapperne, men hun nåede dog ikke ud af kirken, inden Peder havde revet døren op, og de faldt i hinandens arme.
. . . Sandsynligvis var sønnen den gode admirals far, Christen Skram!
Alt dette skete for små 600 år siden, men selv den dag i dag benævnes de to små rum under klokkerummet som Fru Ellens kamre.
Grev Otto Rantzau var en af landets største godsbesiddere. Han overtog omkring 1670 godset Voldbjerg med blandt andet Hee kirke.
I 1700’tallet lod han kapellet ombygge til sig selv og sin familie, og sandsynligvis var det ham, som lod opføre et gravkammer under kapellet, hvortil han flyttede de to kister med Ellen og Peder Skram.
Gravkammeret var 2½ x 2½ meter og ca. 2 meter dybt. Det blev bygget op af kampesten, som foroven blev afsluttet med en muret hvælving. Nedgangen var en kvart svings trappe. Gravkammeret blev lukket ved, at man lagde et munkestensgulv i kapellet.
Kapellet blev udsmykket med to sandstensepitafier, som stadig ses. Da han og hans gemalinde døde, blev deres legemer lagt i egetræskister overtrukket med sort læder, og kisterne blev hensat i kapellet.
Oven over kisterne hang en lanse og et kårdehefte. Ned fra lansen hang en rød udspændt silkefane med Chr. IV.s monogram.
(Fanen findes i dag på Rosenborg slot.)
Ved siden af kapellet var der i 1530’erne blevet tilbygget endnu to sideskibe på sydsiden af Hee kirke.
Om dette har overleveringen op gennem tiden fortalt, at en af studedrivernes veje fra Holstebro til Syddanmark gik forbi No. I 1300’tallet havde disse drivere medbragt den smitsomme sygdom, pest, som ramte No så voldsomt, at hele sognet uddøde.
Dengang som nu havde Hee og No fælles præst, der boede i Hee præstegård, og endnu i de næste 200 år red præsten hver søndag til No for at prædike, skønt der næsten ingen kirkegængere var.
Morten Perssøn var præst fra omkring 1510 til 1548. Han, hans hustru og børn var meget musikalske, og herremanden på Voldbjerg, som også på det tidspunkt hed Peder Skram, ville meget gerne have præstefamilien til at underholde, når han havde gæster. Men det kunne Morten Perssøn ikke om søndagen, når han skulle prædike i to kirker.
Da der alligevel ikke kom nogen i No kirke, foreslog Peder Skram kongen, at kirken blev nedbrudt.
Efter yderligere argumenter fik godsejeren tilladelse til at nedbryde kirken, mod at han opførte den igen som to sideskibe til Hee kirke og kaldte disse kirkeskibe ”No kirke”.
Men ingen bønder ville være med til et så gudsbespottende arbejde, så herremanden måtte selv køre de første læs sten til Hee. Her ville uheldet, at vognen væltede, da den skulle over Hover Å, hvilket gav bønderne endnu større grund til at nægte arbejdet, så der gik et stykke tid, før de langt om længe indvilligede i dette.
Der var rigeligt med sten til de to sideskibe.
Af de resterende sten byggede Peder Skram en staldbygning til Voldbjerg, men hver aften viste der sig i stalden en skikkelse i sort tøj, som gik og slog på stenene med en stav, så dyrene blev urolige.
Da det havde stået på et stykke tid, blev bygningen brudt ned igen, og nogle af stenene blev brugt som fundament, da man opførte toldbygningen på Ringkøbing havn. Her kan de ses den dag i dag.
Så vidt overleveringen om de to sideskibe, men virkeligheden var nok en anden, for ifølge sognebøger kan man se, at No sogn ikke så længe efter pestudbruddet igen var fuldt beboet.
Og at menigheden i No Sogn må have været af en anselig størrelse kan ses af, at man byggede to annekser til Hee kirke, og de to tilbygninger gav lige så meget plads til No’s beboere, som den oprindelige plads, der var til Hee’s beboere.
Sandsynligvis er der sket det, at kirken er blevet nedbrudt og stenene ført til Hee kirke af godsejerne Peder Skram på Voldbjerg og Iver Juel på Rybjerg ved Velling på ordre fra Chr. III som hævn for, at flere af sognets bønder havde deltaget på Chr. II’s side i Grevens Fejde 1536.
Men det var jo lige i reformationsårene, og kongen har måske haft en vis usikkerhed med hensyn til den katolske og den protestantiske linje. Så for en sikkerheds skyld forlangte han den nedrevne kirke opført som anneks til Hee kirke.
Nu var det oprindelige kirkebyggeri fra 1140 blevet noget af et misfoster. Det havde fået tilført et tårn i vest, som dog pyntede, men desuden et sakristi mod nordøst og tre sideskibe mod syd.
Samtidig var kirkebygningen gennem århundrederne blevet svært misligholdt af ejerne.
Især var det gået ud over tårnet. Vestenstormene med indtrængende vand og frostsprængninger havde givet det flere så store revner, at det længe truede med at styrte sammen, hvilket også skete.
Grev Christian Rantzau til Voldbjerg fik i 1720 skøde på kirken og bad kongen om økonomisk hjælp til at udbedre skaderne. Her skrev han blandt andet: ”I et indfaldende Guds vejr med storm i sommeren 1720 styrtede en del af tårnet sammen, dog Gud være lovet for hans nådige tilsyn, at intet menneske kom til ulykke eller mistede livet derved.”
Da greven nød indtægterne fra kirken, mente biskop Thura fra Ribe også, at han måtte erholde udgifterne, men da skaderne var meget store, var han også forstående for, at der kunne udvirkes nogen hjælp fra kongen.
Men grev Rantzau brugte bestemt ikke flere penge på restaureringen, end det var allerhøjest nødvendigt, og hans måde at restaurere tårnet på var ikke noget smukt syn. I stedet for at rive ned og bygge op igen blev murene overalt sikrede med større og mindre jernankre, for at de ikke skulle forskyde sig yderligere.
Det øverste af tårnet, fra undersiden af tårnvinduerne og op, som var faldet ned, blev i 1771 muret op igen med almindelige mursten og noget bindingsværk.
Indvendig i tårnets sydside gik en vindeltrappe af granitsten helt op til klokkerummet, men hele trappen mellem første og andet stokværk var styrtet ned og i stedet for at genopbygge den, blev den erstattet med en stige.
I årene derefter blev kirken yderligere forsømt af ejerne, som nok kunne bruge de rige indtægter fra kirkens jorder og kirketienden, men nødig ville koste noget på dens vedligeholdelse.
Til kirkens store held købte 111 fæstebønder under godset Voldbjerg deres egne gårde og godset samt den tilhørende kirke i 1792.
Her blev kirkens vedligeholdelse lagt som en forpligtelse på alle ejendommene, men i de næste 90 år blev det kun til den nødvendigste vedligeholdelse, idet man ikke rigtig vidste, hvor man skulle begynde, og hvor man skulle ende med en større restaurering.
Dog var man tilsyneladende trætte af sakristiet. Det har sandsynligvis været i en meget dårlig forfatning og blev efterhånden kun brugt som oplagsplads, blandt andet for noget inventar fra den nedlagte No kirke, hvor tiden og de dårlige opbevaringsforhold sandsynligvis havde ødelagt det meste. Derfor blev sakristiet nedbrudt og hullet muret efter med mursten.
I 1868 blev Johannes Carl Hieronymus Molbech præst ved Hee kirke. Han interesserede sig naturligvis meget for kirkens forfatning og fik lavet gentagne undersøgelser.
Ligeledes var han foregangsmand for, at No sogn skulle have bygget sin egen kirke igen, hvilket skete i 1877.
For at skaffe midler til dette fik Molbech bl.a. tilladelse til, at man nedbrød det østlige af sideskibene ved Hee kirke og brugte stenene i No, samt solgte blyet fra taget og brugte de indkomne midler til den nye kirke.
Ud fra professor H. Storck’s anvisninger blev Hee kirke i årene 1882 – 1884 gennemrestaureret og i så høj grad, som det var muligt, ført tilbage til sin oprindelige stil.
Det var først og fremmest tårnets fejlagtige genopbygning og dårlige tilstand, som ved denne restaurering blev ført tilbage til det udseende, man mente, den oprindelig måtte have haft.
Ejerne af Voldbjerg og kirken indtil bøndernes overtagelse havde naturligvis brugt gravkapellet, så der henstod en del kister. Men allerede i 1873 fik man tilladelse til at nedlægge kapellet, og kisterne blev nedsat i en grav ca. 20 meter nord for kirken.
Nu blev gravkapellet restaureret. Gravkammeret blev fyldt op med sten, jord og gammelt gravfyld, fordi hvælvingskonstruktionen i kammerets loft var ved at styrte sammen, og kapellets gulv blev sænket ned i den øvrige kirkes gulvhøjde.
Samtidig blev sydmuren i det bevarede sideskib ”No kirke” flyttet ind, så det flugtede med gravkapellets sydmur, og indgangsdøren, som havde været i No kirke, blev flyttet til den nuværende plads i det tidligere gravkapel, der nu igen som ved kirkens opførelse blev våbenhus.
Denne indgang bruges den dag i dag, men navnet hænger ved, for våbenhuset benævnes stadig som; Rantzau’s kapel.
Til restaureringen blev brugt ”de forefaldne sten” blandt andet fra sakristiet, hvorfor der i murværket ses vievandskar, vinduesoverliggere og andre sten, som før har haft en anden betydende plads.
Under en restaurering i 1957 skulle munkestenene i våbenhuset lægges om, og da de blev taget op, kom det gamle gravkammer til syne.
Nationalmuseets folk udgravede kammeret, hvor man fandt skeletterne af Ellen Krag og Peder Skram.
De blev lagt i bunden af kammeret, som nu er fyldt op og sløjfet.
Indvendig er der foretaget et stort restaureringsarbejde i 1957.
Dåbsfonten er sandsynligvis den oprindelige, og som sådan det eneste inventar fra kirkens første tid. Den er udsmykket med udhuggede bladornamenter.
Dåbsfadet er fra omkring 1575
Fontehimlen forestiller en krone med en fremstilling af Jesu dåb omgivet af de 12 apostle. På toppen af himlen ser man i tre tempi Jesu død, opstandelse og opfaren til himmels.
Fontehimlen er skænket omkring 1655 af daværende kirkeejere Otto Krag og frue til Voldbjerg, hvis navnetræk også ses på de to øverste kirkestole. De to næstøverste bærer slægterne Fasti og Spends våben, (ægtefolk, ejere af Voldbjerg og kirken i 1500’tallet.)
Altertavlen er et betydeligt kunstværk fra 1635 skåret i egetræ, og udstyret med en mængde figurer. De mange symbolske figurer i rammen skal forestille havets og jordens kræfter, der lægges i bånd for at frembære menneskeslægten. I det store midterparti forneden fremstilles den hellige nadver. Over disse figurer ses kundskabens træ med slangen og ved siden af lovens tavler med slør over. I de øverste felter fremstilles korsfæstelsen og Jesu opstandelse. De to engleskikkelser med symbolerne for troen, håbet og kærligheden skal forestille himlen, hvor menneskelivet når sin højeste blomstring.
Altertavlen er skænket af Niels Krag og hustru og bærer deres våben.
Prædikestolen og himlen over er fremstillet i 1684. Stolen har fem malerier, der forestiller Jesu korsfæstelse, opstandelsen, himmelfarten, sædet ved Faderens højre hånd samt Helligåndens udgydelse.
Krucifikset med Jesu på korset med de ejendommelige brede endestykker på korsarmene fortæller om et middelalderligt billedskærerarbejde fra omkring 1450, som står langt over den tids andre billedskærerarbejder.
Kristusfiguren er en helt anden, end man er vant til. Det er ikke Jesu lidelse, der skildres, men hans sejr med løftet hoved, mund og øjne som siger ”Frygt ikke! Det er fuldbragt.”
På venstre side af alteret står præstestolen, som er skåret i fyrretræ i renæssancestil omkring år 1600.
På alterets højre side står degnestolen, der er skåret i egetræ omkring år 1520. Den er skænket af biskop Iver Munk, og på endestykkerne bærer den hans forældre, Munks og Juels, våben.
På Pulpituret, som i sin oprindelse var ophøjede aflukkede siddepladser, er orglet anbragt og foran prydet med billeder af Verdens Frelser og de tolv apostle. På pulpiturets bagside er billeder af troen, håbet og kærligheden.
I dag står den smukke kirkebygning som et mesterværk sammensat af middelalderens byggekunst, som er slebet af tidens tand gennem næsten ni hundrede år og de opståede skader udbedret med nutidens nænsomme hånd.
Redigeret og fortalt af Ernst Munck