Voldstedet “Voldbjerg”

Voldbjerg ligger i Hee’s sydlige udkant vest for jernbaneviadukten. I dag er det et almindeligt landbrug, men ejendommen har en lang og spændende forhistorie.

Sandsynligvis siden Jyske Lov blev vedtaget i år 1241, har Jylland været inddelt i 14 sysler, hvor hvert syssel har været et selvstændigt samfund. Flere med eget sprog eller nærmere med en meget markant dialekt.
Alle sysler lå ud til vandet enten på øst- eller vestkysten.
Det syssel, som Hee ligger i, hedder Hardsyssel. Det strækker sig fra Limfjorden i nord til Skjern Å i syd, og deler Jylland langs med Karup Å.
Beboerne i Hardsyssel er hardere.

I vikingetiden er der ingen tvivl om, at harderne har været med til at sætte deres præg på Danmarks historie.
Blandt andet kan man i den angelsaksiske krønike læse, at de første vikinger, som omkring året 800 overfaldt England og Irland, kom sejlende i 3 skibe, og disse frygtede vikinger blev kaldt Hiruath, hvilket med irsk tungemål er at oversætte som hardere.
På den tid udgjorde Ringkøbing og Stadil fjorde sandsynligvis en samlet bugt mod det åbne Vesterhav. I bugten lå blandt andet øen; Holmsland.
Med de vikingetogter, harderne udførte, kunne man selvfølgelig vente gengældelser, ligesom venderne sydpå var begyndt at udføre plyndringstogter langs de danske kyster.
Derfor byggede vikingehøvdingene forsvarsværker.
Vikingehøvdingen i dette område har sandsynligvis været et medlem af den senere adelsslægt; Krag, hvoraf det ældste medlem, der er registreret, er Matheus Crac, som døde i 1295.
At han er den først registrerede hænger sammen med, at man først efter Jyske Lov begyndte med skriftlige registreringer.
Denne adelsslægt førte i sit våben 3 krager i et sølvfelt og øverst på hjelmen en større flyvefærdig krage.

Man kan næsten se denne stovte viking for sig stående, spejdende i forenden på sit vikingeskib, som blev roet af 20 – 30 kraftige vikinger.
Vikingehøvdingen havde sin gård liggende omtrent der, hvor Voldbjerg ligger i dag. Den gang lige ned til et sumpet område med direkte forbindelse til Vesterhavet. Her opførte han sit forsvarsværk.

Det var i den tid, hvor Odin og Thor havde gjort deres entre i den nordiske mytologi. Gudetilbedelsen var en så stor del af vikingernes tilværelse, at den kan være svær at forestille sig i dag.
Såvel mennesker som dyr, våben, bolig, landskab m.m. fik navn til gudernes ære.
Intet blev gjort uden først at rådspørge sig med guderne, og alt blev gjort for at ære dem.
F.eks. var Odins hustru Freya eller Frigg gudinde for blandt andet kærlighed, fødsel og krig. Hun levede af ofrede mænd. Derfor var ethvert drab en ofring, og vikingerne gik gerne i krig for at skaffe føde til gudinden.
Odin var den største. Han var faderguden, og han havde et utal af navne.
Et af dem var ”Von”, og det brugte man sandsynligvis, da man ved store ceremonier navngav det brede vand, som adskiller Holmsland med det øvrige Jylland. I dag omkring 1.000 år senere hedder vandet stadig: ”Von Å”.
Et andet af Odins navne var ”Voldr”, som betød: ”Den der hersker over en hær”.
Der kan næsten ikke være tvivl om, at vikingehøvdingen for at ære Odin har givet sin ejendom dette navn, som så med små ændringer gennem tiderne er blevet til ”Voldbjerg”.

Ejendommen har sandsynligvis stadig hedder Voldr, da der omkring år 1200 blev bygget et nyt og forbedret forsvarsværk på en lille holm omtrent 100 meter syd for gården.
Dette forsvarsværk blev opført som et voldsted.
Voldstedet var rektangulært ca. 27 x 36 meter i retning øsø – vnv.
Først hævede man overfladen til lige godt en meter over terrænet ved at nedramme ca. 5 meter lange egepæle under hele borgpladsen. Derefter udgravede man en ca. 3 meter dyb og ca. 10 meter bred voldgrav. Jorden derfra brugtes til et udenom liggende voldanlæg, og udenom disse var der en række palisader.

I syd var der en ca. 8 meter bred åbning, således at vandet i bugten til stadighed kunne holde graven opfyldt, og mod øst var der en ca. 3 meter bred bro eller dæmning.
Midt på voldstedet byggede man et stentårn, hvor der i nederste etage var opholdsrum for krigerne. Etagen ovenover var beboelse for vikingehøvdingen og hans familie, og øverst var der en udkigsplatform.
Rundt om tårnet var en del små træbygninger, der var indrettet som bryggers, bagers, smedje, hestestald, kornhus og rum til krigerne.
Til daglig boede familien på gården. Voldstedet var kun et tilflugtssted i tilfælde af overfald.

Voldstedet er fredet, og når man står oppe på viadukten, kan man stadig se området med voldstedet ca. 250 meter mod vest. Kommer man derud, fornemmer man et lille stykke af historien, når man går ned gennem den gamle voldgrav, selv om den ikke er ret dyb og bred mere.

Voldstedet blev sandsynligvis brudt ned omkring 1625, hvor Niels Krag, som da ejede Voldbjerg, havde fået påbud fra Christian 4. om at føre tilsyn med forsvarets ordning i bl.a. Lundernæs Len, hvorunder Hee hørte.
Han har da ikke ment, at hans eget forsvarsværk var tidssvarende, så han nedbrød det og opførte et nyt, der samtidig skulle være hans og familiens daglige hjem.
Den nye borg kom til at ligge omtrent der, hvor gården ligger i dag, og bestod af 3 fløje bygget af egetræsbindingsværk samt en ladegård med stald og lade.
Rundt om det hele blev gravet en 3 meter dyb og 20 meter bred voldgrav, som var 47 meter i længden og 38 meter i bredden, og udenom dette igen en jordvold og palisader.
Disse bygninger blev nedrevet i 1794 og nye blev opført, men i 1874 nedbrændte hovedbygningen ved et lynnedslag, og avlsbygningerne nedbrændte i 1906.
De bygninger, som derefter blev opført, er dem, man kan se i dag.

Gennem de forløbne godt tusinde år, har Voldbjerg haft mange ejere, men gennemgående har det været adelsslægterne Krag, Skram og Rantzau, som ved giftermål indbyrdes og med andre har formået at holde sig på godset.
Flere af dem har en historie at fortælle.

En af dem; historien om vor navnkundige søhelt, Peder Skrams, far og bedsteforældre kan læses under Hee kirkes historie.

En anden Peder Skram, hvis far ejede Voldbjerg lige først i 1600 tallet, havde under en festlighed gjort en ung adelsfrøkens bekendtskab og i det skjulte indledt et forhold til hende.
Han mente det dog ikke mere alvorligt, end at hun fik løbepas.
Det tog hendes bror og et par andre unge adelsmænd ham meget ilde op. Tilsyneladende har der dog ikke været bevisligheder, for i så fald kunne broderen gå rettens vej og få Peder dømt for krænkelse af uberygtet jomfru. De unge iltre adelsmænd svor på, at den unge dames formodede krænkede dyd skulle hævnes, og det skulle være på samme måde, som retten ville have dømt, hvis sagen var kommet for den.
Under et besøg i Viborg, formentlig i forbindelse med en retssag, var Peder Skram i mørkningen på vej til sit logi, da 3 unge adelsmænd råbte: ”Hvad tusinde pokker er du for en?”
Hvortil han svarede: ”Jeg er en god karl, hedder Peder Skram, Iver Skrams søn til Voldbjerg. Hvem er I?”
Men de svarede ikke, og før han kunne nå at trække sit sværd, havde de grebet ham, lagt hans højre hånd mod en dørstolpe og hugget den af med et kraftigt sværdhug og var flygtet.
Der kom ikke mere ud af den sag, og det var vel nok fordi, Peder Skram indså, at han næppe var blevet mildere behandlet, hvis det var retten, som havde talt om den unge frøkens krænkede dyd.
Peder Skram overvandt aldrig følgerne af volden, men døde ret kort efter.

Niels Krag var som skrevet under 30 års krigen sat til at føre opsyn med forsvaret.
Det var ikke helt uden grund, for samme Niels Krag var foruden ejer af Voldbjerg og en masse andet gods også landsdommer.
Han havde studeret ved universiteter i både Tyskland og Frankrig. Senere blev han øverste sekretær i kancelliet og var med til mange svære forhandlinger med udenlandske regeringer. Blandt andet var han som 27-årig i Rusland for at forhandle om ægteskab mellem Christian 4. yngste bror, Hans, og storfyrstens datter.
Hans søn, Otto Krag, overtog faderens store ejendomsbesiddelser, heriblandt Voldbjerg og udvidede dem betragteligt, således at han på et tidspunkt har været en af Danmarks største jordbesiddere.
Han var så velhavende, at han lånte kongen penge. I 1660 må det have været en anselig sum, for som pant fik han:
En hel og en halv gård i Haelby – en gård i Heager – en halv gård i Lybæk – et halvt bol i Siersbæk (et bol er en ejendom, som er mindre end en gård men større end et hus) – fire halve bol i Nørgård – fire gadehuse i Haelby – en gård i No – en gård i Rindum – en gård i Velling – en gård i Sønderklit – seks steder i Lyngvig – to steder i Søndervig med forstrandsret.
Kronen indløste ikke pantet, så i 1667 overgik det til Otto Krags ejendom.

Otto Krag var også en god mand for Hee sogn, idet han allerede i 1652 fik udvirket, at kongen tillagde Hee skole en fast lærer, i stedet for den ustabile undervisning der var med løbedegne fra Ringkøbing Latinskole, som ikke var særlig gode til at overholde deres forpligtelser.
Samme år skaffede han også Ringkøbing, Lemvig og Hee sogne et legat fra Frederik 3. på 1.000 rigsdalere til de fattiges forsørgelse.

I 1770’erne købte den stenrige studehandler Peder Nissen, Voldbjerg, som han havde til 1784.
Hans søn, Nis, var en godhjertet mand, som skænkede den store klokke, der hænger i Hee kirke.
Han lod også opføre Sønderby fattighus, der i en ændret udgave ligger samme sted den dag i dag, nemlig pensionistboligerne på Hovervej 14, som stadig godt et par hundrede år efter benævnes Nissens Minde.

I 1784 mageskiftede Peder Nissen Voldbjerg med Mathias P. Richter, som dengang ejede middelalderborgen Spøttrup i Salling.

Mathias Richter plejede meget omgang med herremanden Ernst Halchus de Hofman på Aabjerg, der ligger i Vedersø.
Her forelskede den 35–årige Richter sig i den unge Elisabeth, som i 1784 var en smuk ung pige på 19 år, og forelskelsen var gengældt.
Elisabeth var datter af Ernst Halchus’s bror og svigerinde, som begge var blevet dræbt i en ulykke, da Elisabeth var 1 år. Derfor havde broderen og hans hustru, Karen, taget sig af niecen.
Men Richter havde ry for at være en flittig gæst ved Viborg Landsting, der ikke uden grund havde fået navnet ”Snapstinget”.
Her blev foretaget grove brud på moral og velanstændighed, og Richter var ikke den, der holdt sig tilbage, derfor fandt Ernst Halchus ikke, at Richter var et godt parti for Elisabeth.
Som den impulsive mand Richter var, bestemte han sig for at bortføre sin unge elskede.
Han valgte et tidspunkt, hvor alle folk på Aabjerg var i engen for at slå hø, og alt gik efter planen.
De to elskende havde et solidt forspring, inden Aabjerg folkene opdagede, hvad der var sket og optog forfølgelsen.
Man havde nok en anelse om, hvor frøkenen var forsvundet hen, og red straks mod Voldbjerg.
Her stod Richter og tog imod forfølgerne, men da de spurgte, om frøken Halchus de Hofman var at finde på Voldbjerg, svarede Richter, at det var hun ikke, der var kun en fru Richter.
Han havde nemlig sørget for, at både præst og degn var klar, så de var blevet gift, i samme øjeblik de nåede Voldbjerg.

Samme Mathias P. Richter var manden, som gjorde en ende på Voldbjergs velmagtsdage.
Han havde indviklet sig i en langvarig proces, som, hvis han tabte, ville tage en stor del af hans formue. Derfor tilbød han sine 111 fæstebønder, at de kunne købe hovedgården, kirken og deres egne fæstegårde for 66.200 rigsdalere (ca. 400 mill. kr. i år 2000).
Bønderne var meget interesseret i at blive selvejere, men det var ikke muligt for dem at låne pengene i kreditforeningen, før gælden var udlignet på den enkelte ejendom, og det kunne ikke lade sig gøre inden for den tidsfrist, som Richter havde sat.
Tidsfristen var Richter ikke interesseret i at rokke ved, idet han havde fået et bedre bud fra anden side.
Om morgenen samme dag, som fristen udløb klokken 12 middag, havde man stadig ikke fundet en løsning, men så fik sognets præst, Jens Bonne Høyer, den ide at prøve, om han kunne få en bekendt, herremanden på Lønborggaard, til at stille kaution for beløbet.
Præsten lånte en hest og red straks mod herregården. Da klokken slog 12 på Voldbjergs tårnur, kom Høyer ridende ind på gårdspladsen på en hest, som fråden stod om munden på. Da han nåede godsets trappe, sprang han af sadlen, og i det samme styrtede hesten død om af udmattelse.
Richter beklagede tabet af hesten, men Høyer råbte: ”Skidt med hesten her er kautionen.”

Voldbjerg blev nu delt op, og de 111 fæstebønder blev selvejere den 13. juni 1793.
I 1877 rejste beboerne en smuk, hvid mindesten for pastor Jens Høyer, som stadig kan ses ved kirkegårdens vestlige dige. På den står der:
”Jens Bonne Høyer død 1826. I 43 år var han præst og provst i Hee.
Den mand der hviler her i ro
hjalp kraftigt vore fædre
til selv at eje jord og bo
vi derfor nu ham hædre.”

Redigeret og fortalt af Ernst Munck