Færdsel

I middelalderen var der ikke ret mange veje herude vestpå. Det var mest nogle dybe hjulspor, man fulgte fra det ene sted til det andet.
Men nogen begyndte jo denne vandring, og de første stenalderfolk lagde sporet, som grundlagde flere tusinde års veje sandsynligvis fordi, at når nogen havde gået der før, måtte sporet jo føre et eller andet sted hen. Det kunne ikke undgås, at nogen døde på farten, og de blev gravlagt langs vejen, således at man altid kunne ”hilse” på den døde, når man senere kom forbi. Da det i bronzealderen blev almindeligt med gravhøje, blev mange af disse naturligvis også rejst langs rejseruten, og man kunne nu tage landkending efter disse gravhøje.
Vejene kunne blive ret brede fordi kvægdrifterne, hestene og de tungt læssede vogne efterhånden fik lavet så dybe spor, at de efterkommende ikke kunne bruge samme spor, men måtte lave nye spor ved siden af.

Vender man sig mod syd, når man står ved Kvindhøjene, er der på den anden side af vejen et stykke frivillig fredet hedejord, som ikke ser ud af noget særligt.
Men hvis man går ud i området, vil man opdage, at det er fyldt med spor fra den gamle vej mellem Hee og Hover.
Blandt andet en hulvej så dyb, at hvis man går i den, kan man ikke ses fra vejen.

Ingen kunne den gang nævne de vestjyske heder uden at ordet ”øde” faldt dem i munden, og det var så sandt, som det var sagt.
Hing Herred så elendigt ud. I Torsted sogn var 5/6 hede, i Tim ½ delen, og man sagde, at kun Bryde og Ulfsø på grænsen mellem Hee og Hover sogne bidrog til at herredet ikke sank hen i den rene ynk.
Indtil omkring år 1900 var heden stadig ikke opdyrket omkring Hee, og området fra Hover og helt ind til det nuværende Foldagervej var et stort lyngtæppe med en enkelt kørevej ind til Hee’s bysamfund, som indtil den tid var samlet omkring det nuværende Haelby vest for Hee kirke.
Man kan tænke sig, hvor svært det har været for en tungt læsset vogn på sine faste aksler uden fjedre og med klodsede hjul en regnvejrsdag at sidde fast i ælte til navene.
Under sådanne omstændigheder tog det flere timer at køre fra Ringkøbing til Hee.
Først omkring år 1850 blev Holstebrovej anlagt, så indtil da, gik vejen fra kirken mod øst til Heebro, som siden Arrilds tid var landevejen nord – syd forbi Hee.
Det var også den gamle studedrivervej. Den gik fra Ringkøbing, forbi No kirke, videre mod nordvest ad Lybækvej til Heebro. Fra Heebro gik den næsten ligeud nordpå mod Hvingel, over Tim til Holstebro.
Et par stykker af denne studedrivervej kan stadig ses. Det ene går fra Heebro til Lilkjærvej og kaldes ”æ’wåsvej”, som betyder; vejen over mosen. Fortsætter man ligeud ad Lilkjærvej til det første sving, fortsætter den gamle studevej her ligeud til Hvingelvej.
Ad denne vej er driverne kommet med deres horder af stude, som godt kunne tælle omkring 100 dyr.
Brølende, stangende, bissende og uregerlige er drifterne tromlet af sted i skyer af støv og fulgt af enorme sværme af fluer, i regn, storm eller bagende varme.
De kunne drive 25 til 30 kilometer om dagen til en dagløn på 4 mark plus fri fortæring men uden brændevin.
Man pejlede efter kroerne, hvor driverne kunne overnatte og studene få vand og foder.
Gården ”Heebro” var fra gammel tid en sådan studedriverkro, som dengang lå nord for Lybækvej.
De kroer, der fandtes i denne ødemark, var ofte af en sådan beskaffenhed, at det kunne få anderledes vante til at fortsætte med det samme. I 1849 hed det om hedekroerne i almindelighed:
”Harsk flæsk og smør – tørt, hårdt og muggent rugbrød bagt i oret mel – tyndt, surt øl og finkeljokum (gammel betegnelse for dårlig brændevin), serveret i en skidden stue med lergulv og fuld af tørverøg.”
Kroen bestod sjældent af mere end et enkelt lavloftet rum med et par langborde og bænke, og sengene var brædder, som var slået sammen i et udhus eller i hjørnet af laden. En nat kostede 25 øre, og det hele var smækfyldt med lus og lopper.
Studene blev drevet ind i folde, som lå på åens nordside. Disse studefolde er stadig bevaret og ligger i det sydøstlige hjørne af ”Familiepark West”.
Man kunne komme over Hover Å på dette sted via et vad, (en stenbelagt bund i åen) men i 1523 blev der bygget en træbro over åen.
I 1784 overtog ejeren af Heebro kro forpligtelsen til at vedligeholde broen mod at kræve bropenge at dem, der benyttede den.
Den dag i dag kan man på den sydlige bred lige neden for den nuværende bros østside se rester af træpæle fra den gamle træbro.

Den første faste forbindelse mellem øen Holmsland og omverdenen var engbroen Storebro over Von Å, som blev bygget i 1814 mellem Hee til Holmsland.

Først 46 år senere, i 1860, blev færgestedet nedlagt, og der blev oprettet broforbindelse mellem Holmsland og Ringkøbing.
Materialet til Storebro var strandingstømmer, og broen var så bred, at et spand på tre heste ved siden af hinanden kunne gå over den.
Der var meget færdsel over broen, blandt andet fordi bønderne fra Hee havde engarealer på Holmsland, fordi mange holmboere fragtede korn til Voldbjerg Mølle, og fordi bønderne på fastlandet skulle til Vesterhavet for at hente sand og andet byggemateriale.
Under anden verdenskrig blev Storebro ødelagt af tyskerne, fordi de transporterede deres tunge materiel over, og den blev delvis afspærret og nedlagt i 1952.
Efterhånden faldt broen helt sammen, og resterne af den blev fjernet i 1967.
Ved et samarbejde mellem sogneforeningerne i Hee og på Holmsland blev broen genopbygget som en spang år 2006.
Turen over broen er virkelig en udflugt værd. På en dejlig naturskøn cykeltur når man Holmsland uden den store trafik, og derfra er der ikke langt til Vesterhavet.

Redigeret og fortalt af Ernst Munck